....et sted at flygte hen når det hele blev lidt for meget...
Hjem på mit gamle værelse i mit barndomshjem på nordfyn....
Der kunne man altid få fred, inde på mit lille 6 kvm kammer, der kunne lige nå at være min dobbelt seng, en stor rund stol og en reol med mit anlæg og div. rod på, men det var nok dengang.
Ikke nok med at der var fred og ro derude, bla fordi det var så langt ude på landet at kragerne ikke gad flyve derud, men der var dejligt med plads til at være lige så underlige og larmene som vi end havde lyst til...
Endnu dejligere var der om sommeren, når solen skinnede fuglene kvidrede (dem der gad flyve derud)...
Dengang føltes sommeren meget varmere og meget længere og mere som noget man havde længtes efter...
Jeg savner det, det var hjemme i enhver forstand...
Jeg savner Birka og Bay på det tidspunkt hvor jeg fik mest gavn af dem, rideturene rundt om smeden og forbi Jørgens grund med Birka, Turene ned af marken og tilbage igen med Birka i en fart der gav en følelse af frihed på en sær men fantastik måde..Hyggen med dem begge i torv på den anden side af hegnet en af gangen...
Bare at kunne gå ud og kigge på dem, hvide at de var der gav en hvis ro...
Der var så fantastisk derhjemme, man følte sig hjemme, men alt det er væk det er ikke vores hjem længere...
Det eneste der er tilbage at holde fast i er minderne og længslen efter det som var engang, inden alting blev kompliseret fordi vi blev voksne og fløj hver vores vej...
Vi tog alle hver vores vej for at finde lykken eller hvad vi end søgte efter, men fandt vi det?
