The fairy tail...

Tror alle har læst diverse eventyr eller set disneys askepot, snehvide, skønheden og udyret osv..

Så de fleste piger drømmer vel på et eller andet tidspunkt i deres liv om prinsen på den hvide hest, der kommer og redder det hele og fejer benene væk under hende, nogle tror kun på det i barndommen, mens andre tror på det til de bliver serveret en kæmpe skuffelse fra ham som de troede på skulle være prinsen...
Jeg tror først det kommer når man er holdt op med at stræbe efter det, når man er blevet skuffet så mange gange at man stopper med at lede fordi man ikke selv tror på det nogensinde kommer...
Men så rammer det tilgengæld også, når man mindst forventer det og så forsvinder benene bar under én..
Også derfor jeg ikke forstår det der med par der har været sammen i gu ved hvor mange år, og så skal de pludselig giftes, hvor er det romantiske i det?
Det virker somom det er noget der bliver gjort af pligt, fordi det har ligget i luften i laaaaaang tid men aldrig blevet til noget, eller fordi man får børn eller hvad det nu kan være, det har ikke noget med eventyret at gøre, i eventyrene kommer prinsen på hesten og redder det hele og så bliver de gift dagen efter...
Men hvad nu hvis prinsen ikke kommer på en hest, men en hurtig bil?
Hvad nu hvis prinsen ikke kommer fra et fjernt kongerige, men din barndomsby?
Hvad nu hvis prinsen har været lige foran dig i lang tid, det er bare ikke gået op for dig endnu?
Hvorfor er det man er så bange for at tage springet? De fleste af os er åbenbart bygget så pissemistiske at det næsten gør ondt, hvorfor stille spørgsmålstegn ved alt?
Hvorfor altid spørge ''Hvad nu hvis''?
Hvad med at give slip og lade eventyret begynde???
Det rammer når det rammer...